A pleasant time with Vild Is

A pleasant time with Vild Is

Vi er Pleasant, vi laver tøj på den mest ansvarlige måde efter vores overbevisning. Vi har rykket vores kontor til Thy, og finder en enorm glæde i natur og bølger.

Efter vi har drevet en konventionel virksomhed i 15 år, er vi igang med at ændre måden hvorpå vi driver virksomhed samt vores work/life balance. I vores nye serie “A Pleasant time with…” vil vi møde ligesindende personer, for at lade os blive inspireret til hvordan andre driver virksomhed og lever.

I første episode har vi sat Vild.is i stævne (samt givet dem lidt Pleasant tøj på). Læs hvordan det gik nedenfor.

  • Hey Vild Is. Fortæl lidt om jer selv og jeres projekt Vild Is?

    Vi er Rasmus Thøgersen og Alexander Bengtsen, stifterne af Vild Is.

    Vild Is er vores bud på en lækker sodavandsis lavet på økologiske råvarer, på simple og gennemsigtige opskrifter og med en tro på en lidt vildere verden. Vi håndlaver selv vores is og bruger primært egne økologiske bær fra Sønderhå i Thy.
  • Hvorfor startede i Vild Is?

    Vild Is er et resultat af et ønske om at arbejde med grøn omstilling med fokus på lokale økologiske råvarer i Thy, som tilfældigvis blev sodavandsis, fordi vi elsker sodavandsis og fordi vi syntes det er grineren.
  • Tænker i aktivt på natur og klima, både gennem jeres projekter, men også privat?

    Vores private interesser og værdier går bestemt igen i Vild Is. Som sagt havde vi et ønske om at arbejde med og bidrage til den grønne omstilling, grundet de enorme udfordringer vi kollektivt står overfor, Vild Is er derfor vores bud på en bæredygtig møde at arbejde med fødevarer, hvor fokus er på det lokale og økologiske landbrug.
  • Tænker i over, hvad i køber og smider ud, og hvor meget?

    Ja i den grad. Vi forbruger alt for meget i vores samfund, og i sær i vores del af verden! Vi syntes vi skal forbruge mindre, men bedre. Det er også tanken bag Vild Is. Prisen på økologi er lidt højere, men så måske spis lidt mindre is, men bedre is (ja, vores is er bare bedre end andre gode sodavandsis.)
  • Hvorfor valgte i at starte Vild Is her i Thy og hvordan ser jeres work/life balance ud?

    Vi kom til Thy grundet især surfing, men også det vilde og mangfoldige natur. Vi kommer begge fra København og var/er egentlig glad for storbyen, men opdagede at værdier som ro, adgang til natur og hav, mindre communities, aktiv livsstil (i naturen) begyndte at fylde mere og mere. Thy har en god historik for økologisk landbrug, som vi er tappet ind i, men at vi tilfældigvis laver sodavandsis (og nu også sodavand) i Thy, handler egentlig “bare" om vi syntes her er nice!
  • I forhold til Klima krisen, hvad er efter jeres opfattelse så det vigtigste der skal ændres for at hjælpe klimaet på rette vej?

    Sæt dig ind i, hvor galt det står til og gør noget ved det! Som individ behøver man ikke gøre alt, eller omlægge hele sit liv. Få nogle gode, sunde og grønne vaner og bidrag til klimaproblematikken med det du kan.

    Hvis vi alle gør en indsats, så skal vi nok gå en lysere (og grønnere) fremtid i møde! 💚
  • Tænker i over jeres tøj forbrug, hvor tøjet kommer fra, og er produceret?

    Vi køber stort set ikke tøj. Det meste af vores tøj er af ældre dato, fået aflagt fra venner og familie, købt i genbrugsbutikken eller hos brands som Pleasant (vi kan ikke lade som om vi ikke kender jer, for det gør vi, og i/Pleasant er vores yndlingsbrand.)
  • Tak for en behagelig og inspirerende dag, med en masse lækre sodavands is og nyeste skud på stammen - Vild Brus. Vi ønsker jer alt held og lykke i fremtiden!